Kurv 0
Kronik i Politiken: Sprog skaber virkelighed – derfor skal Grundloven moderniseres
I år er det 70 år siden, at Grundloven sidst blev ændret. I den anledning har jeg skrevet en kronik om Grundloven ud fra et normkritisk perspektiv, der blandt andet peger på, at Grundloven blev skabt i en hel anden og mere patriarkalsk tid. Det betyder, at den på mange måder et forældet dokument, som ikke afspejler samfundet i dag, hvor menneskerettigheder og værdier om ligestilling er en del af hverdagen.
Du kan læse kronikken herunder eller på Politiken
Grundloven er skrevet af og til privilegerede hvide mænd
Den danske grundlov fra 1849 er en hjørnesten i det danske demokrati. Efter hvert folketingsvalg skriver nyvalgte folketingsmedlemmer højtideligt under på, at de vil overholde grundloven i deres arbejde som folkevalgte. Grundloven skal sikre borgernes rettigheder i forhold til lovgivningen, begrænse de folkevalgtes magt og sikre magtens tredeling. Den er fundamentet for vigtige frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Det skal vi være taknemmelige for.
Men grundloven er skabt i en helt anden og mere patriarkalsk tid og er derfor også et forældet dokument, som ikke afspejler vores moderne samfunds grundlæggende menneskerettigheder og værdier om ligestilling. Grundloven er skrevet af og til privilegerede hvide mænd i en samtid, hvor den universelle forståelse af mennesker var andre hvide privilegerede mænd, og hvor andre køn, børn og naturens rettigheder ikke var genstand for ligestillet opmærksomhed.
Jeg ønsker at udfolde problematikken om grundlovens gammeldags normative sprogbrug og sætte spørgsmålstegn ved lovens brug af det universelle ’alle’ i et kønsligestillingsperspektiv.
Det er nu 70 år siden, der sidst er foretaget ændringer i grundloven – den længste periode, der historisk set er gået uden en grundlovsændring. Hvad betyder det, hvis vi samtidig sammenholder det med de samfundsforandringer, der er sket i samme periode i forhold til kønsligestilling?
Det synes på tide at sikre, at grundloven i sin sprogbrug formelt og reelt henvender sig til alle danske borgere og dermed afspejler den revolutionerende ligestillingsforandring, som samfundet har undergået.
Lad os tage nogle eksempler fra grundlovens forskellige paragraffer:
»Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder tronfølgeren«.
»Mister et medlem af Folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat«.
»Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen«.
»Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver«.
»Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse«.
»Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse«.
Der står godt nok i grundloven, at »Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler«. Men det er kongen – altså ham – der benævnes i resten af grundlovens tekst.
Regenten er derfor per definition en mand (hvad siger H.M. Dronning Margrethe II i øvrigt til det?).
Folketingsmedlemmet er en mand. Borgeren er en mand.
Grundloven er således gennemsyret af patriarkalske vendinger og afspejler – naturligt nok –den samtid, den er skrevet i. Men virkeligheden er en anden i dag.
Nogle vil spørge, om det ikke er fuldstændig ligegyldigt, at vores grundlov har bibeholdt sit gamle, originale sprog. Og vil det overhovedet have en betydning og skabe forandring at justere sproget til vores moderne virkelighed – kan det ikke være lige meget?
Nej, sprog betyder noget, for sproget har en skabende kraft.
Sproget spejler kulturen og udstiller også menneskesyn, kønsopfattelse og magthierarkier.
Sprog har strukturel betydning og sætter sig i os som systemer af orden (eller kaos), der skaber privilegier og barrierer – afhængigt af blandt andet køn.
Sproget strukturer vores oplevelser af virkelighed og rammesætter vores forestillinger om, hvem vi er – og hvad vi kan med vores liv.
Citaterne ovenfor viser, hvordan grundloven afspejler datidens tydeligt kønnede samfunds- og magtfordeling, hierarkier og privilegier. Men desværre jo også selvsamme struktur af uligestilling i vores samtid.
I dag er uligheden ofte mindre synlig; men adgang til magt, indflydelse og frihed i livet er stadig ulige fordelt i forhold til køn i vores samfund – for blot at nævne et par centrale ligestillingsparametre.
Den mindre synlige ulighed er f.eks. den, der kommer til udtryk i sproget. Sproget har så meget magt. Magt til at konservere gammel kultur, som kronikken her har som ærinde at udstille – og magt til at forandre kultur, f.eks. til at fremme ligestilling, som kronikken her har til hensigt at give bud på.
Vores sprog spejler vores kulturhistorie og samfund og indimellem også vores samfundsudvikling. Tænk f.eks. på ordet forperson, som normkritisk er skudt op af den tørre jord og efterhånden er så meget i blomst, at fagforeningschefer og andet godtfolk kan finde på at benytte det. ’Forperson’ er et kønsneutralt ord, som alle uanset køn kan spejle sig i – i en tid, hvor chefer, bosser, formænd ikke længere kun er mænd.
Ord betyder noget.
Sproget er altså virksomt, det virker i mennesker, det sætter sig som strukturer i vores system, vi organiserer verden gennem det, reducerer kompleksiteten af den virkelighed, vi erfarer, osv. Med andre ord er sprog ikke en passiv foranstaltning, der bare er der og ikke betyder noget. Sproget er bærer af vores ofte ubevidste bias, som det ofte uden vores vidende anvender og reproducerer.
Sproget betyder alverden for hvert eneste menneskes socialisering, selvopfattelse, selvværd, muligheder og barrierer i livet – for i sproget gemmer vi på grundlæggende forståelser af mennesker og magt.
Det danske sprog er ualmindelig kønnet. Amerikanske forskere har rangeret en række sprog efter, hvordan ordene mand og kvinde optræder. Ud af de 25 sprog, der blandt andet omfatter arabisk, tyrkisk og hindi, kommer Danmark nemlig ind på en førsteplads over de sprog, der er mest tendentiøse, hvad angår traditionelle kønsroller (Berlingske 14. august 2020).
Samtidig rasler vi ned ad ranglisten over global ligestilling på World Economic Forums Global Gender Gap Report, hvor vi nu har en lidet flatterende 32.-plads, mens vores nordiske nabolande sidder tungt blandt de fem bedste. Det er der mange grunde til, og mange initiativer skal tages.
Modstanden mod sproglige nybrud, som synliggør og supplerer sprogets iboende patriarkalske, binære og stereotype dna, er nem at få øje på, og den handler åbenlyst ikke blot om sproget, men om de bagvedliggende kønsopfattelser, menneskesyn og verdensopfattelser.
Sproget strukturer vores oplevelser af virkelighed og rammesætter vores forestillinger om, hvem vi er – og hvad vi kan med vores liv
Vi er gået fra, at liv var bundet af normer ikke mindst knyttet til køn. Jo mindre magt, jo mere bundet og mindre synlig – også i sproget, som da ’han’ blev brugt som det såkaldt neutrale og universelle pronomen for en person – som vi som sagt også ser i grundloven – eller når gifte kvinder stod omtalt som ’Fru Oberstløjtnant Hans Hansen’.
Grundloven i 1849 blev indført for at give frihed og lighed til ’alle’ og for at forhindre, at én mand (!) alene kunne tage magten. Hvis vi anlægger et moderne, normkritisk og feministisk blik på dette formål, ved vi i dag, at dette såkaldt universelle alle bestemt ikke angik alle. Heller ikke alle mænd.
Før 1915 var f.eks. en borgers valg- og stemmeret ensbetydende med, at vedkommende var mand, over 30 år og havde en vis indkomst og ejendom. Hovedparten af befolkningen – 85 procent – havde ikke valgret! Man talte her om ’de syv f’er’, der var udelukket fra at stemme, opstille til valg og dermed få politisk medborgerskab: fruentimmere, folkehold, fattige, fjolser, forbrydere, fallenter og fremmede. I virkeligheden kom kvinderne, de såkaldte fruentimmere, med som det tynde øl i forbindelse med grundlovsændringen i 1915.
Der stilles fortsat i dag krav til retslig handleevne og dansk statsborgerskab, for at man kan stemme ved folketingsvalg. Ved valget i 1918 havde 41 procent af befolkningen fået stemmeret, mens antallet af stemmeberettigede før grundlovsændringen i 1915 kun var på ca. 18 procent af den samlede befolkning.
Så det universelle ’alle’ kan og bør kontinuerligt udfordres. Hvad stiller vi op med, at vi i dag, i 2023, står stolte i Danmark med ligestillingslov, herunder ny samtykkelov, skærpede EU-love om køn og ledelse og seksuel chikane, lige barsel for forældre uanset køn og meget andet afgørende vigtigt for alles ligestilling uanset køn – og så har vi samtidig en gevaldig kontraproduktiv sten i skoen i form af sproget i det vigtigste fundament for vores demokrati, nemlig grundloven? Vores skandinaviske naboer har i øvrigt alle ændret deres forfatninger i nyere tid. Således Norge i 2016, Sverige i 2011 og Finland i 2000.
Det siges, at grundloven er umådelig svær at ændre, og derfor er det kun sket få gange på 174 år. Der er tale om en vanskelig proces, men det findes eksempler: Ud over en udvidelse af stemmeretten i 1915 fik vi bl.a. i 1849 ret til bistand og folkeskole, og i 1953 fik vi kvindelig arvefølge.
Ifølge grundlovens paragraf 88 kræver det, at Folketinget først vedtager forslaget til den nye grundlov. Så skal der udskrives valg til Folketinget. Efter valget skal det nye Folketing også vedtage grundlovsforslaget, som ikke må være ændret i forhold til det oprindelige forslag. Til sidst skal der afholdes en folkeafstemning, hvor det kræves, at »et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 % af samtlige stemmeberettigede afgive(r) deres stemme for Folketingets beslutning«.
Denne proces fremhæves ofte som en forklaring, når diskussioner om grundlovsændringer skydes ned. På sin vis skal vi være taknemmelige for, at grundloven er svær at ændre, og at lovens tredeling sikrer, de folkevalgte ikke kan bestemme alting.
I 2017 erklærede 72 procent af danskerne, at de var enige eller meget enige i, at det stadig er vigtigt at arbejde for ligestilling. Kun 14 procent var uenige eller meget uenige.
Men meget er sket siden 2017, hvor den globale #MeToo-bølge udrullede sine første stormfloder. I en undersøgelse fra 2020 var det mest bemærkelsesværdige, at (den binære) kønsforskel ikke bare var markant i svarene, men også er vokset med tiden; så ja, to tredjedele af mænd syntes, at ligestilling var opnået og endda også gået for langt (hvad det så end betyder?), mens 61 procent kvinder mente, at ligestillingen stadig haltede. Med andre ord er kønsuligestillingen blevet tydeligere for flere kvinder og for færre mænd.
Vi lever lige nu i en revolutionerende og kønskulturforandrende tid, lokalt, nationalt og globalt. Det føles, som om de tektoniske plader forrykker sig. Vi er (igen) i disse år alle vidner til, at forandring er muligt. Vi kan ændre helt grundlæggende strukturer i vores samfund, hvilket vi for få år siden troede var umuligt.
Det er nødvendigt at fortsætte den offentlige debat og sikre det politiske momentum for at arbejde for en ændring af grundloven. At sikre en forståelse for vigtigheden af, at grundloven skal afspejle vores samtid og dermed indeholde en mere inkluderende, moderne sprogbrug og principper om ligestilling for reelt alle.